FORFATTERSKAB

Forfatterskabet er overskueligt: 4 novellesamlinger, 2 romaner, en række TVspil foruden dramatiske arbejder for radio og film.

Med debut’en, novellesamlingen ”I morgen kommer paddehatteskyen” trådte Ronild fuldt færdig ind i litteraturen. Flere af novellerne bygger – som også de senere novellesamlinger – på barndoms- og ungdomserindringer . ”Overalt i Peter Ronilds forfatterskab melder erindringen – fortiden i nutiden – sig som et kompositionsprincip og et problem, smukkest og mest ligefremt i ”I morgen kommer paddehatteskyen” og TVspillet ”Fader min”, mest dybtgående og komplicerende i ”Kroppene” og i stornovellen ”Guernica” (”Fodring af slanger i vissent græs”), mest befriende og distanceret i ”Den store danser” fra 30ernes, 40ernes og 50ernes København. Bevægende i ”Ikke en spurv” (Litteratur for ottende, Gyldendal, 1979). Det var allerede klart med debut’en ”I morgen kommer paddehatteskyen” – mågerne over lossepladsen formet som a-bombeskyen, tidens livsvilkår, men også som erindring. Ronilds billedsprog sanser og registrerer, kommenterer og vurderer verden. ”Det hverdagslige og det steds- og tidsbundne er et væsentligt element i Ronilds forfatterskab. For ham er moderniteten ikke alene en holdning og et vilkår, den er i ligeså høj grad et her og nu, det vil – i det store og hele – sige København i 1950erne og 60erne, novellerne er på en bestemt måde dobbelttydige. De har en ”fantastisk” – eller symbolsk – side, og de har en ”realistisk”. (Citat Jørn Vosmar ”Modernismen i dansk litteratur, 1967).
Romanen ”Kroppene”, Ronilds hovedværk (”et hovedværk i perioden”, Thomas Bredsdorff " i "Sære fortællere”, Gyldendal, 1967) er inspireret af den nye franske roman. I lange tankemonologer fortælles om en mand, hvis hustru ligger for døden og som efterhånden kun registrerer og lever på fysiske, konkrete oplevelser. Al anden sammenhæng end disse brudstykkeagtige begivenheder er forsvundet fra hans liv. Han er en mand, der med fuldt vidende og overlæg underkender og mistænker enhver følelse tilbage bliver kroppene: Jeg tror så meget på mennesket, at jeg ønsker det tilbage til sin dybt moralske og lykkelige natur, den som kroppene ofte forhindrer os i at lære at kende.

”Al tro på følelser og alle verdensforklaringer er renset ud. Tilbage bliver den ene del af menneskets ”natur”, fortælleren helliger sig: de biologiske livsvilkår, kroppenes konkret fysiske virkelighed – behov, drifter, fysiologiske tilstande og forskydninger” (Citat: Anders Østergaard i Dansk Forfatterleksikon Værker, Rosinante, 2001)
”Bogens tema er ikke så meget dens begivenheder som den bevidsthed, de er gået igennem, hovedpersonens. Derfor er den en blanding af fortid og nutid, som enhver menneskelig bevidsthed er det. Når den alligevel er holdt naturalistisk overskuelig, er det fordi de oplevelser og situationer, der udgør denne bevidsthed, er begrænset i antal. De kommer igen og igen i nye formuleringer, nye blandinger, som i et musikstykke. Og som i et musikstykke kommer der ikke noget forklarende til at en anden art eller orden. Den slutter om sig selv som en klode.
….Det er en naturalistisk roman med et – meget suggestivt – billede af miljøets detaljer, saneringskvarter i den indre by, rækkehusgader, Bellevue,

Amagers Nokken….gennem hele bogen går en dyresymbolik, duer i saneringskvarteret, lodsepladsmåge omkring barndomsoplevelser, måger, der sidder fast i beg på lossepladsen. Dyrene bruges til at gennemleve personernes egne prøvelser og til at afsætte reaktioner hos dem.
”Kroppene er den mest konsekvente udførelse af det biologiske livssyn vi har i dansk naturalisme… Den er tillige periodens mest helstøbte roman” (Citater: Thomas Bredsdorff i ”Sære fortællere”. Gyldendal, 1967)

Stornovellen ” Guernica” (fra ”Fodring af Slanger i vissent Græs”) lægger sig tæt op ad ”Kroppene”. Hovedtemaet, det blinde fysiske drive fremad, er fælles for de to. Temaet i novellen udtrykt gennem journalisten, Leo, der af sit blad er sendt til Spanien for at dække 25året for bombningen af Guernica og senere dirigeres til Amsterdam for at dække europacup’en Real Madrid Bianca. ”Alt dette fylder dog mindre i Leos bevidsthed end barndomserindringerne om faderen, jalousiforestillingerne om konen og kollegaen, Walter, derhjemme og mandefantasierne om nye skræv at gå ombord i… .

Denne tour de force med fortidens/baglandets bindinger afslører en problematisk dobbelthed ved kroppen: Udover at anvise et andet og sandere forhold til eksistensen – pege fremad, viser kroppen sig gang på gang at være koblingen til fortiden – og dermed også at være den mest ferme flugtmekanisme....hvor nutiden ikke kan slå til, melder fortiden sig og fylder ud.”…At leve på fortid er, som Ronild selv udtrykker det: som at køre ved hjælp af bakspejlet – altså vanvittigt".
”I langt højere grad end sine samtidige formår Ronild at hente kropsoplevelsen ind i teksten, at lade ordene gribe fat i den nære, sansede og vildt associerede verden”. (Citater udover nævnt: Peter Thielst: Danske digtere i det 20. århundrede. Gad)

Romanen ”Tal sagte Månen sover” er kort, 136 sider. Den har samme tema, men i humoristisk form, sørgmunter, burlesk og med stor humor, ”tilsyneladende skødesløs, i virkeligheden tætvævet, meget gennemarbejdet, indfaldsrig, fabulerende, men såre bevidst styret”. Den fortæller om outsideren Robert, der bor i et pensionat, en stor villa, med 23 værelser, ejet af en enkefrue hvis fantasiverden, Robert sørger for at nære. Han er filmoperatør og med mange specielle gøremål.

Til romanens motto (og enkelte kapitel-mottoer) har Ronild valgt verscitater fra Lewis Carroll: Bag spejlet – og der foregår også romanen: Nu er det tid/at drøfte dit og dat/Nu kan vi snakke skib og sko/og kål og smedens kat/Hvorfor er grisen flyvegal/og vandet varmt i nat? ”Dermed er identitetsspørgsmålet lagt på bordet. Hvem er vi i andre menneskers spejl, hvem er vi, når vi spejler os selv. Og navnlig hvem er vi, når vi spejler os selv. Der er de velordnede sammenhænge opløst, og der opererer Robert med stor selvfølgelighed, både naivt og eftertænksomt og komplet asocialt…. Romanen er blevet en måde for Peter Ronild, alias Robert, at tale sagte om sit eget på. Den handler gedulgt om forfatteriet, om spejlerens, lurerens måde at omgås virkeligheder på.” (Torben Brostrøm i anmeldelse).
Selv foreslår Ronild på bagsiden af romanens omslag: Har du siddesår – sig det til ROBERT. Har du en politicykel/ROBERT fjerner den gratis / ROBERT begraver din døde hund/forsvarer duerne mod ferniserede tage/og lytter til dig, mens du drypper af/ Fyld tanken, ROBERT tømmer den/ROBERT udfylder tomheden i dit sommerhus/når du ikke er der/og et behov hos din kone/Spørg hende/når hun har læst om ROBERT…