FORFATTERSKAB

Illustration: Bo Bonfils

Der findes et fotografi af dig, antageligt fra omkring sidst i 1920’erne, og du er i dit bedste tøj og ligner en person fra Scott Fitzgeralds DEN STORE GATSBY. Du ser godt ud. Det er i de brølende tyvere. Du kan bare ikke høre brølet. Fotografen har bedt dig dreje hovedet til højre, så du er i halv profil under Borsalinohatten, og dit venstre øre er med. Du har et udtryk af blid overbærenhed og omtanke. Men i virkeligheden er hele din opmærksomhed koncentreret om kontakten mellem dig og kameraret. Fordi du er forfængelig, og fordi du ikke kan høre, hvad portrætfotografen under det sorte klæde eventuelt siger. Selvom du tilsyneladende ser den anden vej, er du opmærksom på, om han stikker en arm ud under klædet og giver dig et vink om at ændre lidt på stillingen. Jeg kender ikke fotografen, antageligt har han ikke som bevidst grovkornet symbolik – for at skildre noget væsentligt ved dig – taget dit øre med. Alligevel har jeg let ved at lege den tanke frem, at billedet overhovedet kun er taget for at vise øret frem. Under den synsvinkel ændrer dit ansigtsudtryk sig, og overbærenheden forsvinder.

Scott Fitzgerald skriver med en naiv beundring i ”Den store Gatsby”, at ”de rige er ikke som vi andre, de lever i en anden verden”. Set under den synsvinkel er du ikke længere en Gatsby-figur med et blidt overbærende udtryk over for verden, hvor de, der ikke er som de andre, sætter deres Borsalinohat, som de vil. Kun udtrykket af omtanke bliver tilbage. Du er ikke som de andre, du lever i en anden verden. Du er døvstum. Du tænker på, om det kan ses på billedet.

Det hele afvikles med omfavnelser og tegnsprog, uden at jeg tænker over, hvordan jeg har lært dette sprog, fuldstændig, som hvis det havde været bulgarsk, og jeg var født i Bulgarien. Du lever i en verden, for den er usynlig. Det er, som du senere fortæller mig, mærkeligt, for ikke at sige usandsynligt, at også det usynlige siger noget; men du stoler på mig, når jeg siger det. På den måde er du mit barn. Du tror på mig, som andre børn tror på deres fædre. Og jeg er din søn. Det er lidt indviklet. Men jeg tror også på dig. Jeg tror på din opfindelse. I god overensstemmelse med de borgerligt-kapitalistiske værdinormer, der også er i vores klasses, arbejderklassens, beklager jeg stiltiende mine kammerater, der ikke er børn af en kommende mangemillionær. Du vil opfinde vandmotoren.
Det er i og for sig en simpel opfindelse, ligesom tøjklemmen og clipsen. Det er er langt rør med småbitte huller, som vandet presses ind i, men hullerne er anbragt i spiral. Når vandet presses gennem dem, vil røret rotere og kan drive alt i verden, der har brug for a rotere. Du har lovet mig et guldur, når opfindelsen er færdig.

Hver søndag formiddag spadserer vi med hinanden i hånden ind bag lurblæserne i Vester Voldgade. På fortovene holde jeg dig i hånden. Over de farlige kørebaner holder du mig i hånden. Vores mål er en permanent udstilling af nøjagtigt udførte modeller af huse for enhver smag og pengepung undtagen vores. Udstillingen er i en kælder og viser os landet, hvor vi skal gå med guldur og nikke venligt til vores chauffør og gartner, når alting er sket, som det skal med opfindelsen. Og der skal såmænd ikke så meget til, før model bliver til virkelighed. Det sker, og det sker ikke, hver søndag. En usynlig tredje person for hvem det sker, fødes af, at du og jeg er samen…. Hvis man siger: Man bliver født, og så sker der en hel masse, det er livet! Så forlænger det det mægtigt, hvis man har fået sådan en tredje person, der kan se Citronsommerfuglene på istapperne, mens man udvendigt bare køligt siges: - Det er blevet vinter, venner!

Mange år senere skriver jeg om dig i min novellesamling DEN STORE DANSER OG DE ANDRE: Tag for eksempel en filosof, der tjener sit brød som murer, ham kalder man murer og ikke filosof – tag telefonbogen. Bøgerne er ikke ophidsende; man ved jo hvad de ender med, navnebogen med, at kommunelærer A. Øye og Ægir 5819 får hinanden, og fagbogen med, at Limfjordøsters Kompagniet endelig røber, at det kun sælger en gros. En lidt utilfredsstillende slutning på så tyk en bog.
Den løser ikke rigtigt den enkelte østers´ konflikt.

Ganske anderledes spændende ville det være, hvis man kunne slå op og se, hvad forskellige folk virkelig er… frimærkesamlere, livskunstnere, ga ga, sportsidioter, fanatikere, idealister, Napoleonskendere, dyreven, dranker… de er facts… det andet røber i otte af ti tilfælde kun, hvad et menneske er for at tjene til ind imellem også at kunne få råd til at være sig selv. Ligesådan her. Min far var opfinder. Han blev kun sinket af at være malersvend. Og så kunne han ikke høre, når opfindelserne var ved at springe i luften.

Naturligvis var der ingen af anmelderne, der opdagede dette slægtskab, men nogle af dem fandt, at jeg her var slået ind på et underligt gammeldags sprog. Flere ting i novellen henviser til den ensomme sømand, Robinson, men anmelderne kan tilgiveligt nok ikke trække dybere kølvandsstribe, end deres litterære ballast tillader. Jeg ville angive slægtskabet mellem to strandede, den ene på øen Tobago. Den anden i stilheden. Dette tv-manuskript handler om stilhed, men med en mand midti, der gerne vil have, at hans børn skal lære at høre forskel på stemmer, fuglene, når de synger (hvis det er sandt), lyden af et automobil, før den bliver farlig, træernes hvisken og radioen, når den er tændt, og at de til sidst kan blive dygtige til at høre hele verden og leve. Omkring ham er stilheden som en skal omkring den larm, han ikke deler med andre. Peter Ronild i en efterskrift til ”FADER MIN.”, drejebogen til TVfilmen af samme navn, illustreret af Bo Bonfils (Selskabet Bogvennerne 1975)

Efter tv-opførelsen af FADER MIN er jeg blevet spurgt mange gange om min egen baggrund for at skildre den døvstummes verden. Svaret skulle fremgå af denne efterskrift. Den novelle, der danner forlæg for tv-stykket, kaldte jeg ”Tilegnet Daniel Defoe”. Den står i novellesamlingen LUFTPIANOET. Defoe, der jo skrev ROBINSON CRUSOE, lader sin historie begynde sådan: ”I London levede for mange år siden en rig købmand ved navn Crusoe en døvstum, tillige med sin hustru…” For at angive slægtskabet lod jeg min novelle begynde sådan:
”I Danmark levede for mange år siden en døvstum, tilligemed sin hustru…”

Peter Ronild i en efterskrift til ”FADER MIN.”, drejebogen til TVfilmen af samme navn, illustreret af Bo Bonfils (Selskabet Bogvennerne 1975)