FEJDE OG FREMMEDGØRELSE

"Ronilds fragmenterede stil med det kalejdoskopiske billedsprog, hvor billedfragmenterne kommenterer hinanden er dybt inspireret af den modernistiske udtryksmåde, man kendte fra den mere moderne europæiske filmkunst blandt andet hos Goddard, Resnais og Antonioni. De lod ofte formen og dermed den fragmentariske struktur være bærende i deres film.

Ronild gjorde det samme. Han viste dansk tv-teater, det danske tv og de danske tv-seere en ny, sær form, man ikke havde set før. Helt ny. Uforudsigelig".

Spillene var uforståelige for de fleste, vakte forargelse med den eksperimenterende form, de stillede store krav til seerne, som reagerede fjendtligt overfor især "Tag trappen…", det samme gjorde kritikerne, og i slutningen af 60erne endte det i en decideret fejde mellem de implicerede parter - seere, (der ville have Ronild "forbudt adgang" til tv) kritikere, forfatter og endelig tv-teatrets ledelse.

Debattens kernepunkt om, hvorvidt DR havde råd til at eksperimentere, kaldte programchefen Bjørn Lense-Møller for en floskel, "der tilkalder sig klicheerne".

Ronilds tv-dramatik var ny, fortalt med en fragmenteret opbygning, der gjorde handlingen usammenhængende og svær at følge med i. Fremmedgørelsen kom til udtryk allerede i Ronilds tidlige tv-dramatik "Peter Ronild fortæller sine historier med en usammenhængende og kompleks dramaturgi, der kan ses som en blotlæggelse af et broget og opløst samfund uden faste normer, værdier og moral.

I denne blotlæggelse af samfundet opstår fremmedgørelsen hos tv-seeren, fordi tv-seerens vanetænkning bliver brudt. Størstedelen af befolkningen ydede ikke den indsats omkring den dybere oplevelse og indsigt, som de modernistiske og absurdistiske tekster tilbød, men stillede sig uforstående over for disse nye afslørende øjne…"

"1960erne hænger sammen med modernismens og absurdismens nye og friere måde af sammensætte billeder på. Billeddannelser rummer op til flere forestillingsplaner uden under- og overordning. Gennem de fragmenterede historier indfanges en usikkerhed, der er knyttet til den moderne eksistens… Indholdet giver altså ikke længere en umiddelbar mening. Læseren (seeren) skal selv tvinges til at sanse, tænke og tolke".

Flertallet følte sig fremmedgjort og distanceret over for de ny uforståelige tv-spil. De kunne ikke indse, at tv-spillenes form i princippet var en udlæggelse af menneskets egen fragmenterede hverdag og de abrupte tilstande i en selv. Mennesket skulle selv konstruere indholdet udfra de til tider uforstående tv-spil, ud fra denne åbne form, som Peter Ronild benyttede sig af. Den brede masse havde talt.

tv var folkeeje, et underholdningsapparat til alle mennesker i samfundet - ikke et apparat begrænset til en elitær forsamling. Med DR var befolkningen nødsaget til at se de progammer, der blev sendt. Den kunne ikke, som i dag, skifte kanal efter forgodtbefindende. …. med over 1 million licensbetalende tv-seere i løbet var 1960erne var det utænkeligt at gøre alle tilfredse".

"Peter Ronilds moderne tv-spil var med til at udvikle en struktur og sammensætningen af handlingen hen imod den moderne fragmenterede opbygning, som vi har set i den postmoderne litteratur, film og i fjernsynet op gennem 1990erne." (Alle citater: Peter Ronild og tv-dramatikken. Danny Almstrup. Speciale, KU. 2003)