FORFATTERSKAB
ORDENE
Ikke mange digtere og professionelle ordmagere har et bagland, hvor kropssproget var det dominerende, og ordene kun langsomt faldt på plads i den nære virkelighed. Peter Ronild har. (Citat Peter Thielst).
I forordet - om sig selv - til "Boksning for en person", et udvalg af tidligere noveller - hedder det:
"Og ellers er der vel ikke andet at nævne end alt det blikskrammel, jeg altid har måttet bruge af mangel på en rustning, som de bedre udstyrede på forhånd har. Men det ringler sjovt. Faktisk er jeg syv år bagude med sproget. Der er noget Kaspar Hauser over det.
Mine forældre var døv og døvstum, sagt uden fortrydelse. Men det burede dem inde. De første syv år af mit liv kom jeg kun på gaden som deres førerhund i det forhindringsløb, trafikken er uden lyde. Første gang, jeg rørte ved et fremmed barn, var, da jeg kom i skole.
Jeg blev ved med at gå rundt og give dem hånd og sige goddag af frygt for, at de skulle komme først og begynde at tale til mig. Jeg gik hurtigt videre til den næste. Som jeg kunne sige goddag, kunne jeg også sige farvel. I alt har jeg vel kunnet 25 gloser. Men jeg var skrap til fingersprog. Det er måske derfor, jeg aldrig har behøvet at lære at skrive på maskine".
Og fra romanen "Kroppene" (Gyldendal 1974):
Hun knappede hurtigt sin kjole op.
Jeg holdt op med at tale.
Hun tog kjolen af.
Vi tog samtalen af.
Vi tog tøjet af.
Vi tog kroppene på.
Sengen tog os på sig.
"Kroppenes sprog, in casu det seksuelle sprog, vender tilbage som det autentiske sprog, når ordene slipper op". Kroppene overtager, hvad sjælen ikke kan bære. Hovedpersonen er "manden, der med fuldt vidende og overlæg underkender og mistænker enhver følelse. Tilbage bliver "kroppene".
"Kroppenes samvær og kommunikation er en (ordløs) talen, der gennembryder fremmedgørelsen - tager den på sig og vasker den af".
"… men den fysiske overskuelighed modsvares ikke af en indholdsmæssig enkelhed eller formmæssig ligefremhed. Dette hænger sammen med to ting: Ronilds mistænksomhed overfor ordenes verden og modernismegenerationens almindelige utilfredshed med "den slagne landevej", dens udforskning af nye udgangspunkter, nye litterære udtryks- og kompositionsformer.
Ronilds særlige forudsætninger gjorde dette møde med modernismens udtryksmæssige problematik mere voldsomt end ellers. Den optagethed af sprogets præcisionsmuligheder, som bliver en ligefrem nødvendighed, når det pludselig bliver et grundfæstet behov at få krop på virkeligheden gennem ordene, kommer for alvor på glatis, når de traditionelle udtryksmåder skrider og viser sig utilstrækkelige.
På den anden side: er man uforfærdet Kaspar Hauser på det litterære gebet, og har man intensiteten i sansningen og nærværet i behold, så er man nok ikke den ringest stillede ved udforskningen af nye udtryksformer.
Præcis heraf følger, for mig at se, Ronilds ubesværede og suveræne jongleren med synsvinkler, sproglige drejninger og bevidsthedsmæssige kryds- og kontraforløb. I langt højere
grad end sine samtidige formår Ronild at hente kropsoplevelsen ind i teksten, at lade ordene gribe fat i den sansede og vildt associerede verden"…"Man sanser, som man har lært".