Journalist Peter Ronild


Journalist Peter Ronild i Kina med rød Olivetti. Fotograf: Birgit Ronild

Som freelance-journalist rejste Ronild vidt omkring, rapporterede fra Mao's Kina under kulturrevolutionen, (trykkede Chou- en-Lai i hånden…) og Indien under Indira Ghandi, men gav op på den opgave, han egentlig havde stillet sig i udsigt (fik legat fra Kunstfonden): en sammenligning af udviklingen i verdens to folkerigeste lande med milliardbefolkning og med vidt forskellig politik.

Han rapporterede fra flygtningelejre i Bangladesh, på Cuba mødte han Hemingways styrmand, Gregorio Fuentes, i Kenya "fandt" han Karen Blixens kok, Kamante - i yderste fattigdom i en hytte uden for Nairobi, hvor han boede med sin kone, Wambui, han fotograferede krigsofre i Pakistan og dagligdag i Iran.

Men skrev også mere jordnære reportager - som Australien med Greyhound Bus, på arbejde med de flyvende læger i Kenya, Spanien under Franco og tyrefægtning i Sydfrankrig.

Politiken bragte mange af hans reportager - både journalistiske og litterære, i det hele taget var Politiken det blad, han skrev for - var leverandør til mange af avisens sektioner, Politiken MAGASINET, Lørdagspolitiken, Dag til Dag, At tænke sig.

På flere af rejserne var hans kone, Birgit, med. Hun arbejdede som journalist for det daværende Søndags B.T., og Ronild fotograferede til artiklerne, havde øje for "billedet".